Villa Rolighed

I 2022 igangsatte vi, sammen med en af vores Kapitalpartner Core Property, udviklingen af den historiske Villa Rolighed på Frederiksberg – med en ambition om at skabe attraktive studie-, forsker- og gæsteboliger med respekt for stedets helt særlige historie og arkitektur.

Villa Rolighed på Rolighedsvej 21 har rødder tilbage til 1700-tallet. Stedet begyndte som voksblegeri i 1742, og omkring 1770 blev den karakteristiske hovedbygning opført. Gennem tiden har ejendommen blandt andet fungeret som landsted og været en del af Landbohøjskolen og senere Københavns Universitet.

Projektet omfatter ca. 1.350 m², hvor de fredede tidligere stald-, lade- og boligbygninger er nænsomt transformeret til moderne studie-, forsker- og gæsteboliger. Transformationen er gennemført med fokus på at bevare bygningernes kulturhistoriske kvaliteter og oprindelige karakter og samtidig skabe tidssvarende og funktionelle boliger.

Projektet er udviklet af Falk-Rønne & Kierkegaard i samarbejde med blandt andre Arkitema, 3L Entreprise, Sweco og Wissenberg samt i tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen. Resultatet er en transformation, hvor eksisterende bygninger og materialer får nyt liv – og hvor en vigtig del af Frederiksbergs bygningsarv føres videre med en ny funktion.