Rejsegilde for sidste etape i Trylleskov Strand
Der var budt op til fest, da håndværkenes arbejde i Trylleskov Strand blev fejret med et rejsegilde torsdag den 24. september, hvor det handlede om de sidste seks hvide tårne, hvoraf nogle allere er skudt op og resten vil blive bygget henover de kommende 12 måneder, så de sidste indflyttere kan få tag over hovedet til september 2021.
De seks tårne kommer til at bestå af 124 lejligheder, og sammen med de fire tårne, som allerede er bygget og taget i brug kommer de i alt 10 lejlighedsbebyggelser til at huse i alt 180 lejligheder.
- Lige nu er det kun 25 af dem, der stadig er til salg, siger Teddy Kierkegaard, der er administrerende direktør i Falk-Rønne og Kierkegaard, der sammen med Artha Kapitalforvaltning har været bygherre på projektet.
- Jeg er overrasket over, hvor godt byggeriet er blevet modtaget, og det er både børnefamilier og seniorer, der har købt lejlighederne, siger han.
Lejlighederne er mellem 85 og 125 kvadratmeter store, og den billigste koster 2.849.000, mens man skal have 5.749.000 op af lommen for en penthouse med kig til Køge Bugt.
Fuldt udbygget
De seks punkthuse er dels sidste etape af den hvide by i Solrød, som udover lejlighederne også består af rækkehuse, der ligger ud til Karlstrup Strandvej.
Samtidig er de også sidste etape af hele boligområdet Trylleskov Strand, som når alt er færdigbygget, vil bestå af 850 boliger, hvor lige under 200 er almene boliger.
Idéen til et boligområde i Trylleskov opstod i 2005, hvor en arkitektkonkurrence udmøntede sig i en helhedsplan, som nu 15 år senere er tæt på at blive realiseret.
Derfor var det også en glad borgmester, der var mødt frem til rejsegildet.
- Det var en ambitiøs plan, som byrådet blev enige om dengang, og vi spurgte os selv, om den kunne realiseres. Når vi står her i dag, må vi sige, at svaret er ja, siger Niels Hörup.
- Trylleskoven er blevet et område, som kan danne rammen om det gode liv, og det lever i høj grad op til byrådets vision om, at Solrød skal være det bedste sted at leve og bo, siger han.
Læs hele artiklen i sn.dk her
Læs mere om Trylleskov Strand her
Download brochuren og læs mere om dine muligheder her